http://politiken.dk/VisArtikel.sasp?PageID=111816  

19. maj 2000 kl. 22:30

Björks mareridt med von Trier

Politiken lørdag: Den islandske komponist Björk Gudmundsdottir
sværger, at rollen som skuespiller i Lars von Triers Cannes-aktuelle
filmmusical 'Dancer in the Dark' også bliver hendes sidste. I dette
eksklusive interview fortæller den 33-årige musiker om det anspændte
forhold til von Trier, om mareridtet under filmoptagelserne og om at
kommunikere gennem musik. 


Uddybning:
Normalt er det dig, der vælger de instruktører, der sætter billeder på din musik. I
filmen 'Dancer in the Dark' har din opgave været den omvendte, det vil sige at omsætte
en instruktørs billeder til lyd. 
»At skrive musikken var den mest stimulerende del af mit filmeventyr. For mig var det en
fantastisk oplevelse at tage bo i en anden kunstners univers og forandre det indefra. Det var på
en og samme tid en underholdende opgave og en sand udfordring. I mange år har jeg drømt om
at arbejde på denne måde, uden for min faste hjemmebane. Da jeg optrådte med Sugarcubes,
var vi fælles om at skrive numrene. Jeg var kun en blandt flere i et ensemble. Sangene handlede
ikke kun om mig og min egen navle. De var langt mindre egoistiske end de tre soloalbum, jeg
lavede derefter. Jeg følte dengang, at tiden var inde til at vende tilbage til en musik, der var
mindre selvoptaget«. 

Har du fået nok af personen Björk? 
(Ler) ... »Jeg synes, det var nødvendigt at genoprette ligevægten en smule. Når man ransager
sig selv så grundigt, som jeg har gjort, ender man med at nå sin personligheds grænser.
Selviagttagelsens tid var omme, og jeg følte, det var nødvendigt at kigge andre steder hen. Af
natur er jeg nu heller ikke så egoistisk endda. I en alder af 33 år har jeg trods alt også brugt
mere tid på at spille musik, der er totalt uinteresseret i mit eget jeg, end på at rode i mit sjæleliv.
Min sande glæde finder jeg i musikken og i samarbejdet med andre kunstnere«. 

Er du parat til at gå tilbage til en egoistisk fase igen, nu hvor du har overstået samarbejdet med Lars von Trier? 
»Efter en så dramatisk erfaring, som det har været at agere skuespiller, har jeg lyst til at kigge
lidt indad igen. Jeg hadede skuespillerrollen. Jeg burde egentlig have nøjedes med at lave
musikken (ler) ... Jeg skrev den uden større vanskeligheder, lige så snart jeg havde fået
manuskriptet tilsendt fra Lars von Trier. Det satte omgående gang i min fantasi, og jeg så med
det samme et musikalsk digt foran mig. Siden blev jeg uenig med Lars von Trier om den musik,
som jeg havde inde hovedet. Jeg måtte kæmpe meget ihærdigt, før han indså, at jeg havde ret«.


Hvorfor hadede du at medvirke som skuespiller i filmen?
»Set fra ethvert synspunkt har denne erfaring været en katastrofe for mig. At være midtpunkt i
studiet omgivet af hundredvis af mennesker, dag efter dag, var et rent mareridt! Når jeg
vågnede hver morgen, var de der allerede, lige for næsen af mig. Folk lægger måske ikke mærke
til det, men jeg er en meget indadvendt person. Når jeg indspiller min musik i musikstudiet, er der
kun to eller tre personer omkring mig, som jeg alle har kendt i lang tid og har fuld tiltro til. 

Som oftest forskanser jeg mig i mit hjem på Island, i ly ... Mit arbejde bliver til i et samarbejde
med andre, men i en atmosfære af intimitet, som når jeg er sammen med musikere som Mark Belle
eller instruktører som Michel Gondry eller Spike Jonze. Men under arbejdet med filmen følte jeg
mig konstant belejret. Jeg vidste, at jeg kunne komponere filmmusikken og tilpasse mig til og
udvikle Lars von Triers vision. Men jeg vidste også, at jeg ikke egner mig til at være
skuespillerinde. 

Hvis ikke Lars von Trier havde insisteret så stærkt, ville jeg aldrig have spillet med i denne film.
Men han præsenterede mig for et fait accompli. Det blev både til begyndelsen og til enden på min
skuespillerkarriere. Ikke fordi jeg har noget imod filmindustrien ... jeg vil bare ikke selv medvirke
som skuespiller (ler) ... At være den fødte skuespillerinde er en nådegave. Men det er tydeligvis
ikke tilfældet, hvad mig angår«. 

Ren afpresning

Du havde allerede medvirket i en musikalsk minikomedie, nemlig i det klip, som Spike Jonze
lavede til din sang 'It's oh so quiet'. Gav den erfaring dig lyst til at være med i 'Dancer in the
Dark'? 
»Lars von Trier baserede faktisk sit filmmanuskript på denne musikvideo. Det var, da han så den,
at han fik ideen til sin film, og det var derfor, at han bad mig om at skrive musikken og spille
rollen som Selma. I flere måneder holdt jeg stand og nægtede at påtage mig filmrollen.

Jeg var tilfreds med at komponere og prøvede gentagne gange at overtale ham til at tænke på
en rigtig filmskuespillerinde. Men efter to års forløb sagde han til mig, at han ville opgive
projektet, hvis jeg ikke ville spille med. På det tidspunkt havde jeg allerede komponeret al
musikken, så det var ren afpresning. Jeg havde ikke lyst til at se to års arbejde gå op i røg. Det
var en meget svær periode at komme igennem«. 

Men i dine musikvideoer optræder du da ellers gerne som skuespillerinde. 
»For mig er det ikke rigtigt skuespil. I realiteten handler det om at tage bo i mine sange. Jeg ser
videoerne som en udvidelse af min musik. Men hvis man fjernede lydsiden, ville jeg have det som
en fisk, der bliver revet ud af sit akvarium«. 

Havde du noget kendskab til din medspiller i filmen, Catherine Deneuves roller i musicalfilm som
'Les Parapluies de Cherbourg' eller 'Les Demoiselles de Rochefort'? 
»Ja. Det var Lars von Trier, som henledte min opmærksomhed på disse film, og der er ingen tvivl
om, at de har haft stor betydning for ham. Jeg havde ikke set mange musicals i mit liv, så jeg
måtte foretage en del research for at komponere lydsporet til 'Dancer in the Dark'.

De musicals, som Selma er betaget af i filmen, er ikke en del af min åndelige bagage. Jeg har
måske set 'Oliver Twist' eller 'The Sound of Music', da jeg var lille, men det er også alt. Vi gik
meget lidt i biografen i mit barndomshjem, højst tre eller fire gange om året for at se en Peter
Sellers-film eller en Disney-produktion. Musikken var til gengæld allestedsnærværende, og den
efterlod kun lidt plads til andet. Først da jeg blev voksen, begyndte jeg at interessere mig for
film, og så indhentede jeg hurtigt en filmviden«. 

Teskemusik 

Er du fascineret af films lydside? 
»Da jeg var barn, drømte jeg tit en bestemt drøm - en drøm, der gjorde det muligt for mig at
flygte, når jeg følte mig trængt op i en krog eller kedede mig: Så tog jeg en lille teske og
begyndte at banke på bordet. Og pludselig begyndte alle at danse og synge. Når jeg så film,
forekom deres musik mig alt for glamourøs, og jeg foretrak min egen lille teskemusik frem for
deres store strygersuppe.

Den virkede mere rigtig. I min drøm kunne magien altså pludselig ramme hvem som helst og ikke
kun filmlærredets stjerner. Jeg har altså aldrig lyttet specielt meget til filmmusik. Jeg synes ofte,
at det virker, som om hver især leger i sit eget lille hjørne uden nogen form for samarbejde. Jeg
har set fremragende film med fremragende filmmusik, men hvor der slet ikke er nogen
kommunikation imellem billeder og lyd. 

Man får det indtryk, at komponisten aldrig har mødt instruktøren. Fra det øjeblik jeg sagde ja til
projektet, vidste jeg, at det var helt uomgængeligt, at jeg gav mig helt hen. Jeg ville formentlig
kun komme til at lave én musical i mit liv, så der kunne ikke blive tale om at sjuske med noget
eller bare sende mit partitur med posten til Lars von Trier. Jeg skyldte at investere mig selv fuldt
ud i denne musik«. 

Koreografen Vincent Paterson (Michael Jackson, Madonna) har forestået dansescenerne i
'Dancer in the Dark'. Kan du bedre lide at danse end at spille? 
»Vi brugte meget tid på at gentage koreografierne, men det var på intet tidspunkt kedeligt, for
jeg betragter alting, der har med musik og dans at gøre, som en glæde. Men så snart de slukkede
for musikken, og jeg skulle give mig til at sige replikker, begyndte rædslen at melde sig ...«. 

Betragter du musikken i 'Dancer in the Dark' som dit fjerde album, eller er denne plade for dig
kun en kunstnerisk parentes? 
»Selv om jeg har brugt meget mere tid og arbejde på denne musik end på mine tre foregående
album, så falder den lidt ved siden af. Den krævede enorme ofre - faktisk tre år af mit liv, og selv
om jeg er meget stolt over resultatet, så hører det ikke rigtig med til 'Björks univers'. Det er
Selmas musik, ikke Björks«. 

Men det er dog Björk, der synger duet med Thom Yorke fra Radiohead? 
»Jeg har i årevis drømt om at arbejde sammen med ham. Det var min ambition at blande min
stemme med hans. 

Vanskeligheden bestod i sidste ende i at finde grænsen mellem filmen og lydsporet, dvs. om
musikken kunne stå for sig selv uden billedernes ledsagelse. Da vi diskuterede musikken med Lars
von Trier, var vi enige om en ting: Musikken skulle afspejle Selmas fantasi, hendes drømme og
poesi - alt det, som hun ikke kunne udtrykke i ord. Da alt går galt for hende i filmen, og hun
bliver indhentet af realiteternes verden, er det ordene, der tager over. Det er altså ikke
tilfældigt, at hun i sine drømme fører en dialog, i sang, med Thom Yorke. Den slags ting sker
aldrig i det virkelige liv. Men i drømme kan man synge duet med Thom Yorke«. 

Kun en debutant

Hvad har du lært af disse tre års arbejde?
»At jeg skal være tro over for min musik. På et tidspunkt havde jeg indtryk af, at jeg havde ladt
den i stikken og været den utro. Jeg har indset, at det er en stor lykke for mig at have fundet
min livsbane og kunne tjene penge på min musik. Men jeg har derfor også en pligt til at være
loyal over for musikken og ikke flirte dumt med andre professioner. I løbet af disse tre år har jeg
også lært enormt meget om musikken som håndværk. I stedet for bare at være sangerinde og
blikfang for fotografer murede jeg mig i lang tid inde i studiet, omgivet af computere, for at lære
håndværket. Jeg indså, at jeg intet vidste og stadig kun var en debutant«.

For den person, du spiller i filmen, er musik et spørgsmål om liv og død. Er dit forhold til
musikken lige så intenst? 
»Nogle gange har jeg enorme problemer med at kommunikere med ord, med at tale simpelt hen.
Jeg ville have meget lettere ved at forstå mine medmennesker, hvis de sang i stedet for at
tale«.