Triers værksted


Af Tommy Kaas
Manden bag Danmarks bedste film synes, at filmarbejdet bliver sjovere og sjovere. Han kalder sin kommende film for en musical-udgave af Breaking the Waves.


Lars von Trier er ikke til at blive klog på. Han optræder gerne som en sarkastisk drillepind, der ikke tager noget som helst alvorligt - mindst af alt sig selv og dagens kåring af ham som ophavsmand til Danmarks bedste film - Breaking the Waves.
På den anden side virker han både sympatisk og imødekommende og kan trods sin ironiske facon ikke skjule, at han både har ambitioner og engagement til overmål: Flere år efter optagelserne ærgrer instruktøren sig stadig grænseløst over de scener, der ikke lykkedes godt nok.
Lars von Trier er ikke kun kendt for sine talrige fobier, men også for ikke at ville give interviews til journalister. I dag har han gjort en undtagelse og gæstfrit inviteret Stiftstidende/JydskeVestkysten indenfor til en snak i arbejdsværelset.
Det lille, rodede rum ligger uforstyrret i et sortmalet bræddehus i baghaven og er erklæret >tvillinge-fri zone< - de to drenge på halvandet år må hustruen Bente tage sig af nede i den gamle villa, hvor også Triers forældre boede i sin tid.
Arbejdsbordet flyder med video- og musikkassetter. At dømme ud fra titlerne fylder genindspilningerne af gamle Morten Korch-film lige nu en del i Triers liv, men rodet sladrer om, at instruktøren også får tid til at se James Bond indimellem.

Stepdans og sang

Megen tid går dog også med den kommende film, der indtil videre har arbejdstitlen >Dancer in the Dark<. Krøbet sammen i skrædderstilling i sin Børge Mogensen-lænestol stønner Lars von Trier ved tanken om den kontrakt, der endnu mangler med den islandske sangerinde Bjørk, der både skal synge og have en rolle i filmen.
- Søde Bjørk sidder oppe på Island og komponerer på livet løs, så det ville jo være fint, hvis vi rent formelt også måtte bruge tingene i filmen. Jeg selv sidder og skriver sangtekster. Jeg har stort set skrevet manuskriptet, og nu går vi i gang med at finde ud af, hvordan danseriet skal se ud, og der skal være prøver. Det er blevet sjovere og sjovere at lave film, og jeg tror også, det bliver sjovt denne gang.
Hver ny film fra Lars von Triers hånd har været forskellig fra de andre. De første film var imponerende rent teknisk, men svært tilgængelige: Forbrydelsens Element, Epidemic og Europa. Efter det egentlige gennembrud med melodramaet Breaking the Waves fulgte dogmefilmen Idioterne. Den kommende film bliver annonceret som en musical, komplet med step og dansescener - som skal fotograferes af intet mindre end 100 faste kameraer. Et andet krav, Trier har stillet sig selv, bliver, at al sang i filmen skal være >live<, altså ikke noget med at optage sangen i et studie og lade skuespillerne mime til den, når filmen optages.
- Hvad angår indholdet bliver den fuldstændig som Breaking the Waves - bare som musical. Der er en klar sammenhæng mellem Breaking the Waves, Idioterne og denne her. Det er en slags trilogi med den samme hovedperson, kan man sige, forklarer Lars von Trier.

En kynisk film

At Breaking the Waves er blevet valgt til Danmarks bedste film, overrasker Lars von Trier.
Filmen handler kort fortalt om den enfoldige pige Bess, der trods modstand fra hendes strengt religiøse miljø gifter sig med en person udefra - Jan, der arbejder på en olieplatform. Bess savner ham, da han tager ud for at arbejde og beder Gud om at få ham tilbage. Da han vender hjem, er det på grund af en ulykke. Jan er lam fra halsen og nedefter. Han mener, at Bess bør finde sig en elsker eller i hvert fald have sex med andre. Hun afslår, men indvilliger, da hun tror, at hun på den måde kan give ham livsmodet tilbage. Hun udstødes efterhånden af samfundet, og da Jans tilstand forværres, giver hun til sidste det ultimative offer, sit liv.
- Jeg synes stadig, at det er en bizar film: Bess bliver helgen og boller sig ind i himlen. Dengang jeg skrev historien, og da vi lavede den, tænkte jeg: Dén er der sgu aldrig nogen, der vil købe...
Men filmen har fået masser af priser verden over og er bl.a. i Bruxelles på et tidspunkt blevet kåret til den bedste film - overhovedet.
- Breaking the Waves er den af mine film, hvor jeg har været mest kynisk med hensyn til virkemidlerne: Vi skal have noget latter først, og så kan det blive rigtigt galt. I virkeligheden er den historiemæssigt fuldstændig lige så kynisk som Bambi.
- Men jeg tror, det er godt, at dem, der har stemt, ikke har set de første udkast. I starten koncentrede jeg mig mere om det seksuelle, men fandt ud af, at det kolliderede med det følelsesmæssige. Og den blev så mere stueren.
- Jeg synes faktisk, at det er utroligt, at det rent følelsesmæssigt holder, fordi det stadig er ret langt ude, at hun f.eks. sidder og spiller den af på en eller anden stodder i en bus. Tog man den scene ud, ville man ikke lige tro på, at det var en film, der ville blive elsket, vel?
- Jeg kan huske, at Emily (Watson, der spiller Bess), lige efter, vi havde optaget scenen, udbrød >My proudest moment< (Mit stolteste øjeblik). Hun hadede virkelig den scene. Da var hun sur!

Ærgrer sig stadig

Elsket blev filmen afgjort ikke af instruktørens egen familie, fortæller han med et grin:
- De synes, at det er langt den mest provokerende film, jeg har lavet, hvorimod de holder meget af Idioterne. I min familie er Breaking the Waves skampletten - den taler vi ikke om. Det var lidt som at blive Jehovas Vidner...
I det store og hele er Lars von Trier selv glad for filmen, men er ved at gå helt op i limningen, da han kommer i tanke om en bestemt scene, hvor Bess skal fragtes med en fiskerbåd ud til et større skib:
- Den har jeg det bestemt ikke godt med. Jeg sad inde på land og kunne dårligt høre, hvad der skete. Det hele gyngede, og der var ingen, der kunne finde ud af noget, og vi havde ingen tid, og det skide skib - nej, hvor det irriterer mig. Det kunne have været en perle af en scene - en >killer< - og det blev det bestemt ikke. Vi havde taget den om seks-syv gange, og der er også grænser for, hvor længe man kan holde sådan et filmhold ude på en vippende båd, og den måtte sejle hele vejen tilbage hver gang. Hvor var det dumt, det ærgrer mig ad helvede til, fordi den scene bare kunne være blevet så god.
- Det kunne være, man skulle skyde den om i sådan en >Directors Cut<-version...